Grafik og collager

Formerne flyver som farvefigurer hen over fladerne i Veras verden.
Hun ser og bevarer oplevelsen i sindet, til den har sat sig som en komplet komposition. Da går hun i gang med at klippe og klistre, tegne og trykke, om og om igen, indtil følelsen af fuldkommenhed melder sig.
I hendes over 100 år gamle hus på Frederiksberg er der i det store loftrum et lyst atelier, og her gror collagerne. Oprindeligt var de forarbejder til de mere sindrige stentryk, dog fik collagerne langsomt deres eget liv.
Her genkender vi de ventende på Hovedbanegården med avisen omkring sig, den skrydende karruselhest i Tivoli, damer på bænke og stort svævende formationer – er det fuglevinger eller aviser?

Fra Vera Myhre er det først og fremmest færdige former. Hun registrerer et menneske med en avis, hun ser en fugl flyve- og hun oplever en spændsig og dristig drift.
Hjemme omsætter hun hændelsen til billedets dimensioner, og vi får foræret nyt syn på byens liv.
Og byen er København.
København har Vera Myhres kærlighed. Her henter hun impulser til sjæl, ånd, krop og komposition, ja, til hele tilværelsen. Vera Myhres mange rejser rundt i verden har givet hende frodige erfaringer, naturligvis. Alligevel er det altid de stille eksistenser i storbyens stormende tummel, sat ned på papir, som er hendes emne.
Ofte bedyrer hun, at det alene handler om former og farver, når hun danner sine billeder. Og det gør det jo i høj grad. Men ud af den sete oplevelse i dens stramt og smukt gengivne form- og linjeforløb med vandret og lodret på plads, med varmt og køligt i balance strømmer klangen af værdig næstekærlighed som en medlevende poetisk melodi.
Maleriet var det første materiale, Vera mødte på Akademiet hos Lundstrøm. Senere fangede grafikken hende på Grafisk Skole, og der var her Holger J. Jensen og hele stemningen omkring ham, som fik den allerstørste betydning for hendes arbejde.

For Vera Myhre smelter motivets skønhed sammen med materialets art, og allerede når hun øjner et motiv, mærker hun det fortalt i et materiale.
Grafikken står i midten af hendes skabelse, og hun kalder sig grafiker. Det begyndte med træsnittet, hvis stivhed og strukturer med Krinsens træer på Kongens Nytorv. Ind imellem er det serigrafien, men mest er det litografiet.
I kælderen på Frederiksberg har hun en gammel stentrykpresse, slibebord og i hundredvis af sten, valser og rivere, og her lugter godt af svære og syre, gummiarabicum og cerutter.
Vera er præcis i sin grafiske teknik. Stentrykket kræver stor håndværksmæssig kunnen, dertil kraft og vilje, tålmodighed og lyst – og lidt lykke.
Grunden til at det grafiske stentryk har tiltrukket Vera så meget er den gode følelse, når det fede kridt føres hen over den tørre kornede kalksten, der tager tegningen til sig og senere giver billedet direkte prentet på papir. Hun kan lide den tunge proces at stå med de store sten, at slibe dem, at tegne dem, at give dem gummi, syre og sværte, at trykke dem gennem den mægtige presses river og spændingen ved at løfte papiret: blev det et helt billede?
Mange kunstnere vælger at lade en trykker stå for denne, skal vi kalde den, temmelig tunge arbejdsgang. Men for Vera er det igen, at motiv og materiale er så stærkt sammensmeltet, at hun helst vil stå for det hele.
Og hun kan.

Ud af pressen strømmer så disse bybilleder, fodgængerovergange, gadehjørner, lygter og parasoller, en sovende på en trappe, efterladt papir på kantstenen – billedligt stramt opbygget, men dog med denne drømmende tone af ømhed.
Fortryllende og billedligt fortættet er Veras fortællinger om datteren Vivi og datterdøtrene Marie og Malene. De sidder i papircollagen med moderen i midten som den favnende figur, omgivet af de to små urolige, runde kroppe, der rækker og strækker ud med fyldige former – et frugtbart skue.
Disse mor- og- barn collager er noget af det nyeste Vera Myhre har udført, og hendes ide med denne udstilling har fra begyndelsen været at vise de seneste arbejder.
Helt nye er de store blå vinge-collager. I årevis har Vera gået i Frederiksberg Have og betragtet duerne, og her i sommer blev de lagrende fugles spændsige vingefang til billedtegn. De er nu disse fem store billeder, der alene handler om fragmenter af vingerne. Fuglende er forvandlet.
For Vera Myhre er hendes egen naturoplevelse en absolut og abstraheret åbenbaring, som efter en vis lagring letter.

Det er ikke blot i billederne, at vi ser hendes deltagelse i samfundets sager. Hun har siddet i adskillige udvalg, har fungeret som formand flere steder, var i mange legater og har selv modtaget nogle af de fornemste, som Danmark har. Vi har her at gøre med et øje-menneske, der ud gennem det selvoplevede i sin grafik og collages stramt og smukt meddeler om mennesker og byen her og nu.
Og eventyret er med- om det er vinger eller aviser.
Svæver og svinger.

-Vivi Myhre

Vera Myhre har for længst placeret sig om en af vores fineste grafikere

- Jyllands-Posten 24. juli 1990